10/06/2026
KUNSTREJSE MED 2.HF: Firenze 🇮🇹
Efter to gode dage i Basel drager vi videre gennem det smukkeste schweiziske landskab og lander i renæssancens vugge. Firenze🖼️
En by spækket med kulturarv, som vi nu kaster os ud i at udforske.
Førstedagen byder på besøg på Galleria dell’Accademia, hvor eleverne slår sig ned foran statuen og går i gang med at tegne et af verdens mest berømt kunstværker, David Statuen.
Herefter studeres og tegnes der buer og søjler på Annunziata-pladsen. Sidste stop leder os til Medici-kapellet.
På andendagen besøger vi Uffizierne, hvor kunsten betragtes på tværs af århundreder. Senere på eftermiddagen bevæger vi os op til en udkigspost med udsigt over Firenzes skyline.
Udover det faglige er der selvfølgelig også blevet tid til gelato, shopping og bare at nyde byen. Det er blevet til mange kilometer i benene og mange nye oplevelser i banken. Hvor er vi heldige♥️
01/06/2026
KUNSTREJSEN MED 2.HF: BASEL🇨🇭
Klokken er 05:00 om morgenen, og vi møder hinanden ved Aarhus Banegård. Fem stop og 11 timer senere er vi i Basel - første stop på Kunstrejsen. Det gode humør er i behold, og vi er spændte på, hvad de næste dage bringer os.
Førstedagen byder på fint besøg på Goetheanum. Et kulturhus, som er hovedsæde for antroposofien. Eleverne får lov til at betragte alle detaljer, når de kigger sig omkring, og tager tegnebogen frem undervejs📝
På andendagen tager vi sporvognen ud til Vitra Design Museum. Der bliver tegnet arkitektoniske detaljer. Efterfølgende besøger vi Fondation Beyeler, hvor vi skal interagere med kunsten🖼️
Det smukke ved at bringe undervisningen ud i verden er, at teorien fra klasseværelset bliver vækket til live, som vi rejser rundt🎨
11/05/2026
Pærfekt Croquis på besøg i Overskolen✏️✨
I dag har vi haft fint besøg af Muskelsvindfonden med projektet Pærfekt Croquis.
Udover at studere og tegne de unikke kroppe blev overskoleeleverne inviteret ind i vigtige og nærværende samtaler om sårbarhed, snævre kropsidealer og selvaccept. Samtalerne blev faciliteret af et panel bestående af digteren Laurits samt en repræsentant fra Børns Vilkår.
Tusind tak for besøget og for at sætte fokus på et meget vigtigt emne♥️
04/05/2026
Kom og oplev 2. HF’ernes fine eurytmiafslutningsprogram. Der vises både fælles gruppekoreografier og selvstændigt arbejde i mindre grupper 💌
✔️Offentlig forestilling for venner og forældre: Torsdag den 7. maj kl. 19.00 i skolens sal i nr. 102
✔️ Elevforestillinger: Fredag den 8.maj kl. 9.00, 10.00 samt kl. 12.00 i skolens sal i nr. 102
30/04/2026
Dagligstueteatret har været på besøg med forestillingen OPMÆRKSOMHED 🎭
Forestillingen satte gang i refleksioner om nærvær, fokus og det moderne menneskes opmærksomhed. Manuskriptet var i hænderne på vores 9. og 10. klasser.
Efterfølgende havde eleverne en fælles dialog om forestillingen og om, hvor vi egentlig retter vores opmærksomhed hen i hverdagen.
Tusind tak for besøget ✨
20/04/2026
Portrætmaling med 2.HF 🎨
Eleverne introduceres til akrylteknik og vælger selv, hvem de vil portrættere, en ven, et idol eller måske et selvportræt🖼️
Med udgangspunkt i en fotokopi overfører de motivet til lærredet ved hjælp af skravering på bagsiden og præcise konturer tegnet op med blyant✏️
Herefter fordyber de sig i maleriet og arbejder med ansigtets mange nuancer – hudtoner, hår, skygger og folder i tøjet.
Undervejs udvikler eleverne deres vedholdenhed og evne til at se og gengive fine nuancer. De arbejder med farvernes virkning på sjæl og sanser, samtidig med at de styrker deres ro, fordybelse og hånd-øje-koordination ✨